Ståltråden nummer 8
De kalder sig selv for kiwier – new zealænderne. Med typisk selvironi og humor. Man bliver i godt humør af at besøge dem – og deres umådeligt flotte land.
Får blev ikke opfundet af new zealænderne. De ville gerne have gjort det, men der var lige den detalje, at fåret allerede var opfundet. I stedet var new zealænderne nødt til at videreudvikle det.
Og det har de været gode til.
De første får, der kom til landet, var passagerer på James Cooks ekspedition i 1773. Der var 2 Merino-får, en han og en hun. Året efter var de døde. Omvæltningen havde været for stor, eller måske omkom de af kedsomhed, for der var ikke mange andre dyrearter på New Zealand dengang. Langt de fleste dyrearter i landet er indført i årene, efter at Cook fandt vej til øerne på den sydlige halvkugle.
Kiwi-opfindsomhed
Eftersom Merino-fåret er det mest udbredte på kloden, prøvede man igen at introducere det i New Zealand. Det gik ikke just fremragende. Men new zealænderne har et begreb, de er stolte af: Kiwi-ingenuity. Kiwi-opfindsomhed. Deres land ligger så langt væk fra alting, at de har været tvunget til at opfinde meget selv.
Hvad angår får, så betød opfindsomheden, at man vendte problemet på hovedet: Hvis Merino-fåret ikke kan klare vores klima, så må vi selv udvikle nogle får, der kan. Corriedale, Perendale og Drysdale får er alle genetisk udviklet i New Zealand.
Ståltråd og el-hegn
Hvorom alting er, så blev får en succes-historie. Så meget, at hvis man i dag beder folk nævne noget typisk for New Zealand, vil mange sige ”får” som det første. Det holder ikke længere, men lad det nu ligge. Midt i 1800-tallet var der rigtig mange får på rigtig mange grønne græsmarker. Og man var nødt til at få styr på dem. Den 4 mm tykke hegnstråd blev indført. Dens engelske navn er Industry Standard Wire Gauge 8 – og den blev populær. For den kunne bruges til alt i en snæver håndevending. Reparationer, konstruktioner, bindinger, opfindelser.
Og den var altid til stede på farmene. Deraf opstod begrebet ”Number 8 wire” – udtrykket for, at en new zealænder kan begå sig, når bare han har et stykke ståltråd indenfor rækkevidde.
Bill Gallagher havde ståltråd indenfor rækkevidde i 1930'erne. Han havde problemer med sin hest ”Joe”. Den ville gerne skrabe sit kløende legeme mod familiens nye bil. Det blev bilen ikke pæn af. Bill Gallagher fandt på at forbinde bilen til husets el-ledning, og så fandt ”Joe” ud af, at det ikke længere var sjovt at klø sig op ad bilen.
Bill Gallagher tænkte, at der nok ikke var det store salg i elektriske bil-beskyttere, men måske snarere i beskyttelse af fårefolde – og så var det elektriske hegn en realitet. Han udviklede et batteri med en svag strøm, så man ikke skulle koble sig på den normale el-forsyning, og naboerne bed hurtigt på.
Senere gjorde resten af verden. I dag er Gallagher-group i byen Hamilton blandt verdens førende eksportører af elektriske hegn, der kan holde dyr inde – eller ude.
Jordskælv og fløjter
Der er ustyrligt mange eksempler på den såkaldte kiwi-opfindsomhed. Blandt de allerbedste er støddæmpere til bygninger. New Zealand har oplevet ødelæggende jordskælv, og Bill Robinson udviklede kæmpe støddæmpere, der bygges ind i fundamentet på vigtige bygninger.
Parlamentet i hovedstaden Wellington er jordskælvs-sikret, fordi der er enorme støddæmpere for hver meter i bygningens fundament. Man kan som turist komme med i kælderen og se dem.
I den mere kuriøse ende kan nævnes dommerfløjten fra sport. I 1884 var William Atack dommer i en rugby kamp, og blev træt af at råbe til spillerne. Han kom i tanker om, at hans hundefløjte lå i lommen – og det er tusindvis af sportsdommere verden over i dag taknemmelige for.
Man kunne også nævne elastikspringet, bungy jump, som to new zealændere fik resten af verden til at springe med på. De havde set springet udført hos indfødte befolkninger i Polynesien.
Og så er der kiwien. Frugten. Den er ikke fra New Zealand. Den er fra Kina, og hed oprindeligt kinesisk stikkelsbær. Men den groede vildt og inderligt i New Zealand, og smagte tilmed godt. Da de ville begynde en eksport til USA, ville amerikanerne ikke acceptere navnet kinesisk stikkelsbær. Hvad så med ”melonette”? Det udløste 35% importtold. Lang tænkepause. Men navnet ”kiwi” ville slå an, og oven i købet skabe associationer om New Zealand, for fuglen kiwi fandtes kun i New Zealand. Godt tænkt, og endnu et new zealandsk eksport-eventyr.