Ring til os 86 22 71 81       Nyhedsbrev       Trustpilot 4,5 starts

Bente Elisabeth Endresen

Bente Elisabeth trives i mødet med fremmede kulturer - både Iran og Indien har en stor plads i hendes hjerte.

Bente Elisabeth Endresen - rejseleder for Viktors Farmor

Bente Elisabeths rejselyst har ført hende til Arktis, Asien, Amerika og Afrika. Hun trives i mødet med mennesker fra forskellige kulturer, og hendes interesser omfatter kunst, kultur og natur som skal opleves direkte.

"Rejseoplevelser handler om at se og sanse, at bevæge sig rundt i kulturen og møde mennesker som lever under ganske andre livsbetingelser. Og samtidig få et indblik i den særlige historie der har formet menneskerne og stederne. Og så er det et must at opleve naturen, den er med til at forme menneskerne", siger Bente Elisabeth.

Iran har en særlig plads i Bente Elisabeths hjerte. Iran er fuld af oplevelser for alle sanser. Man møder utroligt imødekommende mennesker. Og landet er fuldt af kunsthåndværk fra det gamle Persien og i de nutidige basarer. For ikke at nævne Persepolis, som er et af højdepunkterne på rejser til Iran. Et sted at se og sanse, fyldt med skulpturer og relieffer – mættet med historie.

Bente Elisabeth, der er billedkunstner, er født og opvokset i Nordnorge og har boet mange år på Grønland og rejst på Svalbard, Island og Færøerne. Den arktiske natur har en stor plads i hendes hjerte; fjeld og fjord og foss og det særlige lys. Det har ført til engagement i projekter om klimaforandringer med kunst og videnskab. Hun interesserer sig også for klimaudfordringerne på de varmere steder på jorden. Udfordringer som vandforsyning og dyrkning af afgrøder i tørre, måske ligefrem ørkenområder. 

Åbenhed for verden har ført til adskillige rejser i Asien, Syd- og Nordamerika, Europa, Afrika og Mellemøsten. Bente Elisabeth har rejst i Syrien, Dubai, Bahrain og rigtig meget i Indien, hvor hun har opholdt sig i længere perioder og har udstillet sin kunst sammen med kunstnere fra flere verdensdele.

I Indien fascineres Bente Elisabeth af den farverige kultur og det sansebombardement der møder en i den indiske hverdag. Og nyder den velgørende kontrast det er at træde ind i et fredfyldt tempel, fyldt med fremmedartede gudebilleder. Og at overnatte i en beskeden ashram eller på et overdådigt slot, hvor der er ro til at indtrykkene lagrer sig inden man igen bevæger sig ud i det kontrastfyldte menneskemylder. I Indien bliver ens forestillinger om et godt liv og om tro og spiritualitet udfordret.


 

Viktors Farmors rejseleder Bente Elisabeth Endresen i Iran.

Rejs med Bente Elisabeth Endresen