Bente Mølgaard
Bente er en eventyrlysten globetrotter, som med stor nysgerrighed og entusiasme har udforsket verden gennem hele sit liv.
Bente har arbejdet, boet og rejst i 70 lande og er medlem af De Berejste klub, hvor hun jævnligt holder rejseforedrag fra hendes mange rejser.
Bente har et indgående kendskab til Latinamerika, hvor hun bl.a. har boet i Guatemala, arbejdet som frivillig med den oprindelige befolkningsgruppe i højlandet Los Saraguros i Ecuador, studeret precolumbinask historie i Peru og lært argentinsk tango i Argentina. Derudover har hun nydt fantastiske trekkingturer i Andesbjergene, hvor Torres Del Peine i Chile står som den mest imponerende naturoplevelse.
Det kontrastfyldte Afrika har bragt hende til kontinentet mange gange, og hun bliver aldrig træt af at opleve de vidt forskellige kulturer, den mangfoldige natur og det helt unikke dyreliv. Hun har boet hos de lokale stammefolk i Ghana, trekket efter bjerggorillaer i Uganda og været på utallige safarier. ”Stilheden på savannen kan man aldrig få nok af. Den sætter sig fast i ens indre og man vil bare have mere.” siger Bente.
Asien har en stor plads i Bentes hjerte, da det var et års ophold som skolelærer på Filippinerne som 20-årig, der igangsatte den umættelige rejselyst og interesse for verden. Hun har rejst kontinentet tyndt, har bl.a. besøgt Kina mange gange og arbejdet med landet gennem 10 år i forbindelse med sit job som direktør for uddannelsesprojekter i Hempel Fonden.
Her har hun udviklet og gennemført projekter for at sikre en bedre skolegang til Kinas mest udsatte børn og samtidig introduceret demokratiske principper, alt efter hvad der var tilladt i de enkelte stater. Jobbet bragte Bente fra Xinjiang i vest til Shanghai i øst. Kinas unikke blanding af kultur, historie og modernitet gør Kina til et fascinerende og mangfoldigt land, som Bente glæder sig til at opleve sammen med sine gæster.
En international karriere i erhvervslivet, senest som direktør i fondsverden, har givet yderligere muligheder for interessante rejser. Gennem et mangeårig tæt samarbejde med UNICEF og Red Barnet har hun igangsat og drevet udviklingsprojekter i verdens mest krævende lande. Rejserne til de dybeste afkroge har givet Bente en helt unik forståelse og viden om de forskellige landes kulturer, politiske forhold og sociale udvikling.
Rejs med Bente Mølgaard
Der er i øjeblikket ikke planlagt rejser med Bente Mølgaard.
Viser ud af rejser