Lene Topp
Samspillet mellem natur og menneske har altid interesseret Lene, og hun deler gladelig ud af sin enorme viden.
Lene er en eventyrlysten kvinde, der altid er i gang med at planlægge den næste tur. Hun er tidligere formand for Kvindelige Eventyreres Klub, hvor hun har været medlem siden 1994. Nu er hun én af blot to danske kvinder, der er blevet optaget som International Fellow i The Explorers Club i New York - verdens mest prestigefyldte klub for forskere og eventyrere.
Lene er uddannet kulturgeograf, men er også skribent, fotograf og dokumentarist. Det har ført hende rundt til mange skønne steder på vores klode. Hun har været på jagt med pygmæer i Congos jungle og bøjet hovedet for mægtige bjerggorillaer, når de passerede forbi. Hun har forsket i stammefolkenes vilkår i det sydlige Indien og set på konflikter mellem tharu-folk og vilde dyr i Chitwan i Nepal. Hun har vandret i Himalaya og kørt på hundeslæde i Rusland.
Hun har boet blandt zapatister og kaffebønder i Mexicos højland og dykket med hvidhajer ved Guadalupe ud for Mexicos kyst. Hun har sejlet på brusende floder i Borneos højland og nedskrevet myter og legender fortalt af de tidligere hovedjægere.
Hendes store passion har altid været dyr og natur - og samspillet mellem natur og mennesker. Hun har derfor stor viden om mange af verdens dyrearter og om oprindelige befolkningsgrupper og deres afhængighed af naturen og dens ressourcer.
I 13 år arbejdede Lene med naturbevarelse i Sydøstasien og boede næsten 9 år på Borneo. Hun har arrangeret og deltaget i videnskabelige ekspeditioner langt inde i Borneos regnskov, på smukke tropiske øer, og dybt i det tropiske hav - og været ansvarlig for forskningsprojekter om hvalhajer og havskildpadder.
Lene vendte tilbage til Danmark i 2010 og har nu et lille firma, hvorfra hun skriver artikler, laver foto- og filmarbejde og afholder foredrag.
Rejs med Lene Topp
Der er i øjeblikket ikke planlagt rejser med Lene Topp.
Viser ud af rejser