Ring til os 86 22 71 81       Nyhedsbrev       Trustpilot 4,5 starts

Mille Hagen Stevelt

Mille studerer russisk på Østeuropastudier og har en stor interesse for Centralasien. Med sine sprogkundskaber åbner det nogle døre til de lokale.

Mille, der siden 2022 har studeret russisk på Østeuropastudier ved Københavns Universitet, har en særlig passion for sprog, kultur og politik. Denne interesse har bragt hende til KIMEP University i Almaty, Kazakhstan, hvor hun har tilbragt to semestre.

I Almaty har hun fordybet sig i den kazakhiske kultur og historie både gennem sine studier og ved at udforske byen og dens omgivelser. Hendes oplevelser er blevet beriget af lokale medstuderende, sin uzbekiske værelseskammerat og de mange mennesker, hun har mødt under rejser i Centralasien, som virkelig har givet hende et indblik i dagligdagens liv. 

Mille har stor interesse i de centralasiatiske lande. Hun har rejst i Kirgisistan og Uzbekistan, og hun fortsætter gerne med at udforske regionen. Hun beskriver Centralasien som et område, der ikke blot imponerer med sin tusindårige levn og bygningsværker, men også med sine åbne stepper, majestætiske bjerge og traditionsbundne køkken.

For Mille er rejser ikke kun en geografisk bevægelse, men også en personlig udviklingsrejse, hvor mødet med nye steder og mennesker åbner sindet og skaber uforglemmelige oplevelser. Hun siger selv:

"Når vi rejser og krydser landegrænser, flytter vi også vores egne. Det at rejse ud, er på én og samme tid en rejse ind i sig selv, hvor sanseindtryk og oplevelser former og forandrer en som person."

Mille har fra barnsben rejst meget, ofte med rygsæk og et par gode sandaler på; med andre ord er hun ikke bange for at få lidt sand i skoene og støv i næsen.

Hun glæder sig til at dele sin passion med rejsedeltagerne og sammen opdage alt, hvad Centralasien har at byde på.

Rejs med Mille Hagen Stevelt