Ring til os 86 22 71 81       Nyhedsbrev       Trustpilot 4,5 starts

Forlænget weekend i Beograd

7.000 år gammel historie og stemningsfulde boheme-kvarterer

Beograd er en by i konstant udvikling med en dyb historisk arv blandet med en levende kultur. Vi finder alt fra art nouveau-arkitektur til maleriske eksperimenterende bygninger. Oplev historiske byer som Sremski Karlovci og Novi Sad, og smag på Serbiens stolte mad- og vintraditioner.

Priser fra

8.990 kr.

Max. 19 deltagere

5 dages rejse

Start din rejse her

Beograd har været Serbiens hovedstad siden 1403 og har gennem århundreder været vidne til utallige historiske omvæltninger. Byens strategiske placering mellem øst og vest har gjort den til en skueplads for rivaliserende magter. Det har resulteret i gentagne angreb og ødelæggelser – hele 20 gange: Fra romerne og osmannerne til Østrig-Ungarn og senest NATO under Kosovokonflikten i 1999.

I dag er Beograd en malerisk by, hvor historien ses og mærkes overalt. Fra de imponerende habsburgske boulevarder, der vækker minder om Jugoslaviens kommunistiske æra, til de stemningsfulde caféer. Her står elegante art nouveau-bygninger side om side med moderne, eksperimenterende arkitektur, der vidner om en by i konstant udvikling. 

Vi oplever byen med vores serbiske rejseleder, der bor i Beograd og taler flydende dansk. 

Vi besøger Skadarlija-kvarteret, Beograds charmerende boheme-bydel, ofte sammenlignet med Montmartre i Paris. Det var engang et mødested for kunstnere, forfattere og malere – og den kreative ånd lever stadig videre i de hyggelige gader.

På dagsudflugten mod det nordlige Serbien oplever vi det smukke Krušedol-kloster, inden vi nyder en eftermiddag i Novi Sad, som er Beograds kulturelle lillebror ved bredden af Donau. Vi besøger også den imponerende Skt. Sava Kirke, som er en af verdens største ortodokse kirker. Beliggende på Vračar-plateauet, blev kirken påbegyndt i 1935 og rummer plads til 10.000 kirkegængere.

I Oplenac går vi på opdagelse i Sct. Georgs-kirken med dens mere end 40 millioner mosaikker og besøger byen Topola, hvor vi ser det kongelige kompleks og smager på lokale vine og honning fra den kongelige vingård.

Undervejs oplever vi Serbiens unikke blanding af Øst- og Vesteuropa, kristendom og islam, gamle traditioner og moderne strømninger. Det afspejles tydeligt i arkitekturen, kulturen og befolkningens mentalitet, hvor ortodokse kirker og osmanniske indflydelser står side om side. Vi dykker også ned i Serbiens stolte vintradition, der kan spores helt tilbage til romertiden.

5 gode grunde til at rejse til Beograd med Viktors Farmor:

  • Oplev boheme-atmosfæren i en af Europas ældste byer med dansktalende rejseleder, der bor i Beograd
  • Se det smukke Krusedol-kloster i det nordlige Serbien og en af verdens største kirker, Skt. Sava
  • Nyd en eftermiddag i Novi Sad - Beograds kulturelle lillebror ved Donau-floden
  • Opdag de 40 mio. mosaikker i Skt. Georgs-kirken i Oplenac
  • Smag det traditionelle serbiske køkken med en vintradition tilbage fra romertiden  

Dagsprogram

  • Dag 1

    Byvandring i Beograds livlige centrum

    Efter ankomst til Beograd Lufthavn bliver vi modtaget af vores danske rejseleder. Efter en kort bustransfer til vores hotel i centrum af Beograd og indkvartering venter en let frokost.

    På vores gåtur rundt i det centrale Beograd får vi de første indtryk af den livlige by. Turen starter på Republikpladsen, som er et af byens mest centrale mødesteder, omgivet af det nationale teater og historiske bygninger. Herfra går vi videre til Studenterpladsen, et grønt og livligt område, hvor vi formentligt mærker energien fra byens mange studerende.

    Herefter besøger vi Beograd-fæstningen (Kalemegdan), som er en af byens mest imponerende attraktioner. Her er en smuk udsigt over sammenløbet af floderne Donau og Sava. Fæstningen er kernen i den gamle by.

    Til sidst går turen ad Knez Mihailova-gaden, som er Beograds største og mest berømte gågade. Gaden er fyldt med butikker, caféer og historiske bygninger og giver en fantastisk mulighed for at opleve den lokale stemning. 

    En gåtur rundt i centrum af Beograd er en god introduktion til den levende by, og resten af eftermiddagen er fri til selv at udforske mere af byen. 

    Om aftenen er der mulighed for at samles til middag på en hyggelig lokal restaurant med rejselederen.

    Måltider: Let frokost 

    Overnatning: Beograd, Nobel Design Hotel Belgrade eller lignende

  • Dag 2

    Heldagstur til det nordlige Serbien: Kultur, historie og smagsoplevelser

    Vi begynder dagen med en bustur til det smukke Krusedol-kloster, grundlagt i det tidlige 1500-tal af Branković-dynastiet. Her nyder vi den fredfyldte stemning og unikke arkitektur.

    Efter en kort videre køretur ankommer vi til den charmerende barokby Sremski Karlovci, som har haft stor betydning for Serbiens nationale udvikling. På en byvandring gennem centrum får vi mulighed for at opleve det historiske Karlovacka Gymnasium, en af Serbiens ældste skoler, samt Sankt Nikolaus Kirke, som er byens imponerende ortodokse katedral. Vi passerer også Magistratsbygningen, den romersk-katolske kirke og Patriarkens Palads, inden turen går videre til Det Teologiske Seminar, der er et godt eksempel på byens religiøse betydning.

    Vi ankommer, efter en kort køretur, til bi- og honningmuseet hos Zivanovic-familien, som i generationer har forfinet kunsten at producere vin og honning. Deres vine har tidligere været serveret ved det østrigske hof og endda ombord på Titanic. Under besøget får vi en rundvisning på museet og smager både vin og honning.

    Dagens næste stop er den storslåede Petrovaradin-fæstning, der troner over byen Novi Sad. Vi går op til det berømte klokketårn, hvorfra der er en betagende udsigt over byen og Donau-floden. Her får vi tid til at udforske fæstningen på egen hånd og nyde en frokost i de historiske omgivelser.

    Efter frokosten fortsætter vi til Novi Sad, som er Serbiens næststørste by med en hyggelig bykerne. På en spændende byvandring ser vi byens smukke arkitektur og historiske bygninger. Vi ser bl.a. Frihedspladsen, der udgør byens hjerte, den katolske Maria Kirke med sin imponerende facade, Ærkebiskoppens Palads og den majestætiske Sankt Georgs Katedral, som er sæde for det serbisk-ortodokse eparki Bačka. 

    Sidst på dagen går turen tilbage til Beograd. Efter en oplevelsesrig dag afrundes aftenen med en hyggelig fællesmiddag på hotellet, hvor dagens indtryk kan deles i godt selskab.

    Måltider: Morgenmad og aftensmad

    Overnatning: Beograd, Nobel Design Hotel Belgrade eller lignende

  • Dag 3

    Beograds ikoniske steder og tid på egen hånd i Choomich Design District

    Vi begynder dagen med en spændende byrundtur, der tager os gennem Beograds mest ikoniske steder. Vi starter turen i minibus og ser en række fascinerende bygningsværker.

    Vi kører bl.a. forbi det majestætiske Nationalparlament og videre til Prins Milos Gade med flere ambassadebygninger og det elegante Dedinje-distrikt - det mest velhavende kvarter i byen. Turen fortsætter med et besøg på Museet for Jugoslaviens historie, hvor vi får indblik i landets spændende fortid – heriblandt en chance for at se Tito’s grav. Den tidligere præsident for Jugoslavien. Vi ser Sankt Sava Kirke, en af verdens største ortodokse kirker, der står som et imponerende vartegn for Beograd med sine 79 meters højde og plads til 10.000 mennesker.

    Undervejs passerer vi Slavia-pladsen, Beograds centrale knudepunkt, Kong Milans Gade, der er populært område for shopping og underholdning, og Terazije-pladsen med sin smukke arkitektur. Før vi bevæger os videre til det moderne erhvervsdistrikt New Belgrade og det charmerende Zemun-distrikt, med sin unikke blanding af centraleuropæisk- og middelhavskultur. Hver gade og hvert hjørne rummer en historie med en unik blanding af gammelt og nyt.

    Efter en god portion sightseeing er det tid til at tage en velfortjent pause og nyde en god frokost på en restaurant ved Donau-floden.

    Efter frokost tager vi videre til Choomich Design District, der er et unikt, kreativt område midt i Beograd. Her er der tid på egen hånd til at udforske de kreative butikker og gallerier i det trendy område med unge lokale designere. De tilbyder en bred vifte af produkter som mode, hjemmeinteriør, kunst, smykker, krydderier, kosmetik og andre særlige varer.

    Sidst på eftermiddagen vender vi tilbage til hotellet til fods og har resten af dagen til at nyde Beograds livlige atmosfære på egen hånd. Der ligger masser af hyggelige restauranter omkring hotellet.

    Måltider: Morgenmad og frokost  

    Overnatning: Beograd, Nobel Design Hotel Belgrade eller lignende

  • Dag 4

    Til Topola og Oplenac med konger, mosaikker og vinsmagning

    I dag tager vi på en spændende heldagstur til Topola, som ligger 70 km syd for Beograd. Byen har en rig historie og er mest kendt for sin forbindelse til Karadjordj-dynastiet. Det blev grundlagt af Đorđe Petrović, bedre kendt som Karadjordj og lederen af den Første Serbiske Opstand i 1804 mod osmannerne. Vi besøger det storslåede kongekompleks for Karadjordjevic-dynastiet. 

    Vi ser også ruinerne af Karadjordjes fæstning, som blev bygget mellem 1811 og 1813. Det var primært et militært centrum for oprøret mod det Osmanniske Rige og for dannelsen af den nye serbiske stat. Her får vi et levende indtryk af fortiden, selvom mange af bygningerne blev ødelagt i en voldsom brand i 1804. De overlevende strukturer, som hans bolig med det imponerende tårn, en gammel kirke og en skole, fortæller historier om den tid, hvor Serbien kæmpede for sin frihed.

    Turen går videre til "Petrova kuća", også kaldet Kong Peters hus. Museet og galleriet var engang kong Peters sommerresidens fra 1912, og det er som at træde ind i en verden af kongelig elegance. Her oplever vi både kunst og historie på tæt hold og får et glimt af den livsstil, som kongen og hans familie levede.

    Vi afslutter rundvisningen med et besøg i Sankt Georgs Kirke i Oplenac med sine 40 mio. mosaikker. Det er en majestætisk byzantinsk bygning, der blev opført mellem 1904 og 1912. Kirken, som er et imponerende syn i sig selv, rummer en krypt, der fungerer som gravsted for Karadjordjevic-dynastiet. Her hviler fem generationer, herunder fire serbiske regenter fra det 19. og 20. århundrede, hvilket gør stedet til et vigtigt symbol på landets historie. 

    Efter rundvisningen tager vi videre til Den Kongelige Vingård, som er en lille oase i vinens verden, hvor vi smager på nogle af Serbiens fineste vine. Udover de gode smage, får vi også et indblik i vinens historie og produktion.

    Efter frokost begiver vi os tilbage mod Beograd sidst på eftermiddagen. Når vi når frem, afslutter vi dagen med en middag i den maleriske bydel Skadarlija, i gåafstand fra hotellet, med en boheme-atmosfære. Bydelen er blevet sammenlignet med Paris' Montmartre. Her, blandt de brostensbelagte gader og de charmerende restauranter, nyder vi en skøn afslutning på dagen.

    Måltider: Morgenmad og aftensmad 

    Overnatning: Beograd, Nobel Design Hotel Belgrade eller lignende

  • Dag 5

    Det charmerende Dorcol-kvarter og Rakia-smagning før hjemrejse

    Vi begiver os ud på en rolig gåtur gennem det charmerende Dorcol-kvarter. Vi bruger et par timer på at udforske områdets gamle historie og kultur, hvor vi besøger en imponerende ortodoks kirke med smukke ikoner og en flot moské.

    Vi fortsætter gennem det jødiske kvarter og oplever den gamle parfumefabrik, hvis dufte stadig hænger i luften. Vores tur afsluttes med et besøg på et lokalt destilleri, hvor vi får et glimt af den traditionelle produktion af serbisk Rakia.

    Her kan vi også smage Rakia i forskellige varianter ledsaget af en let og dejlig tapas-anretning, der fremhæver Serbiens kulinariske traditioner. Efter den hyggelige smagning og tapas vender vi tilbage til hotellet, hvor vi pakker de sidste ting, inden turen går imod lufthavnen først på eftermiddagen. 

    Måltider: Morgenmad og let tapas til frokost

Hoteller

Se nogle af de hoteller, vi plejer at bruge på vores rejse rundt i Beograd. Der kan ske ændringer i programmet, men nye hoteller vil være af samme standard.

Vores hotel på Forlænget weekend i Beograd. Foto Viktors Farmor

Nobel Design Hotel Belgrade

Vi bor på et dejligt, nyrenoveret hotel i centrum af Beograd. Hotellet ligger placeret i gåafstand til flere attraktioner og er derfor et godt udgangspunkt til en forlænget weekend. 

Vi bor centralt på Forlænget weekend i Beograd. Foto Viktors Farmor

Nobel Design Hotel Belgrade

Vores hotel i Beograd er 4-stjernet og er et godt sted at slappe af oven på alle vores nye indtryk undervejs. Vi er tæt på både gågaden og den centrale plads. 

Praktiske oplysninger

Her finder du relevante oplysninger om rejser til Serbien

  • Pas og visum

    Danske statsborgere kan rejse visumfrit til Serbien op til 90 dage. Passet skal være gyldigt under hele opholdet.

    Det er altid en god idé at have en ekstra kopi af passets informationsside med. Den opbevares et andet sted end selve passet.

  • Vaccination

    Det anbefales at være vaccineret mod smitsom leverbetændelse (hepatitis A), stivkrampe og difteri. Tal med egen læge eller en specialklinik for rejsemedicin.

    Du kan også orientere dig på Seruminstituttets hjemmeside: https://rejse.ssi.dk/. Der kan være forskel på, hvilke vaccinationer der tilrådes.

    I forbindelse med din vaccination har Viktors Farmor to rabataftaler med Rejsemedicinsk- og Medicinsk Speciallægeklinik (Jens Baggesens Vej 90 B 8200 Aarhus N) og Udlandsvaccinationen I/S (Ørestads Boulevard 5, 2300 København S). Ved begge steder får du op til 10% i rabat ved vaccinationer.

  • Valuta

    Møntfoden er serbiske dinar (RSD). Vi anbefaler, at man medbringer et beløb i euro, som kan veksles lokalt. Euro kan bruges mange steder. Udenfor de store byer bruges der stadig overvejende kontanter, men i de store byer kan kreditkort bruges i de fleste butikker og på restauranter. Der findes hæveautomater (ATM) i Beograd.

  • Tidsforskel

    Serbien har de samme tid som i Danmark.

  • Mobiltelefom og internet

    Landekoden til Serbien er +381.

    Det er sædvanligvis dyrt at bruge en dansk mobiltelefon uden for Danmark, bortset fra rejse i EU-lande, hvor der er indført roaming til hjemmetakst, så du kan ringe, sende sms og bruge datatjenester uden ekstra omkostninger.  Vi anbefaler altid, at du kontakter din abonnementsudbyder, hvis du er i tvivl om, hvorvidt du kan bruge tele- og datatjenester uden ekstra omkostninger på din rejsedestination.

  • Fysisk form på rejsen

    For at kunne deltage på rejsen skal du være godt gående og i en almindelig fysisk form. Rejsen egner sig ikke for bevægelseshæmmede, og det forventes, at du kan gå mindst 5 km. om dagen, samt håndtere din egen bagage.

  • Elektricitet

    Serbien benytter 220 volt AC, 50 Hz. Stikkene er de samme som i Danmark. Det er derfor ikke nødvendigt med en adapter.

  • Drikkevand

    Vandet bør ikke drikkes fra hanen, så køb mineralvand på flaske – det fås overalt. En flaske vand (1,5 liter) koster typisk 1 euro eller derunder.

  • Drikkepenge

    Det er normalt at lægge ca. 10 % i drikkepenge, når man er på restaurant. På grupperejser betales drikkepenge til lokal guide og chauffører af Viktors Farmor.

  • Foto

    Det tilrådes at udvise almindelig høflighed og altid spørge før fotografering.

  • Prisniveau

    Prisniveauet i Serbien er stadig meget lavt og man får meget ud af lommepengene. Prisniveauet i turistområderne stadig er lidt højere, men rejser man rundt i Serbien og besøger lokalområderne er det billigt at handle eller gå ud og spise.

  • Bagage og håndbagage

    Bagage: Bagagen bør ikke være tungere, end at man til enhver tid kan bære den selv.

    Vær opmærksom på, at flyselskaberne ikke tillader powerbanks og e-cigaretter i den indtjekkede bagage. Har I sådanne apparater, skal de i håndbagagen.

    Håndbagage: Sørg altid for at have tandbørste samt lidt ekstra tøj/undertøj i håndbagagen så man er forberedt på det tilfælde, at bagagen kan være forsinket på bestemmelsesstedet. Vigtig medicin skal altid være i håndbagagen.

  • Klima

    Serbien har tempereret fastlandsklima. Det vil sige varmt og solrigt om sommeren, og koldt om vinteren. Temperaturen om sommeren kan nå op på 25-29 grader ca. 

    I september og oktober er vejret ofte meget flot med sol, dog lidt kortere dage end om sommeren. Vejret er dog mere lunefuldt i oktober, og man skal have tøj med til køligere aftener. 

  • Pakkeliste

    Husk at supplere pakkelisten med:

    • Paraply/regntøj
    • Vådservietter
    • Kasket eller solhat + solbriller
    • Lille dagtursrygsæk
    • Gode vandresko
    • Evt. medicin mod maveinfektion (tal med egen læge)
  • Værd at vide

    For alle, der skal ud at rejse med Viktors Farmor, tilbydes 10% på varer, som ikke er nedsatte på Spejdersports webshop. Fordelskoden oplyses ved bestilling af rejse.

    Rabat på parkering i Københavns Lufthavn

    Som rejsende med Viktors Farmor får du 15% rabat på den til enhver tid gældende listepris i parkeringsanlæg P5 (Direct) og P8 (Standard) i Københavns Lufthavn. Du skal booke parkeringen via et link, som du modtager, når du har bestilt en rejse hos os.

Kontakt os gerne, hvis du har spørgsmål eller vil vide mere om mulighederne for rejser til Beograd.