Ring til os 86 22 71 81       Nyhedsbrev       Trustpilot 4,5 starts

Fridag i Tallinn

Mulighederne er mange i Tallinn, der byder på et væld af spændende oplevelser. Her er 10 bud på, hvad en fridag i Estlands hovedstad kunne byde på.

Skrevet af

Laura Lyhne Christensen

Laura er rejsekonsulent for Viktors Farmor. Hun har rejst meget i de baltiske lande.

1) Tallinns gamle bydels brolagte gader indbyder til slentreture. Fine historiske bygninger flankerer de små gader, og i husene er der indrettet spændende butikker og hyggelige caféer. Det er her, mange lokale kommer for at slappe af og mødes med venner og bekendte over en kop kaffe og måske et stykke marcipan. Marcipan er en populær lokal delikatesse i Estland, og du vil uden tvivl se fristende kreationer i byens butikker og caféer.

 

2) Ønsker du det fulde overblik over byen, fås det ikke bedre end fra Tallinn TV Tower. Med sine 313 meter er tårnet den højeste bygning i hovedstaden. Her ligger Tallinn for dine fødder, og du har en fabelagtig udsigt over byens tage.

 

3) Eller gå en tur på de gamle forsvarsmure, der i århundreder forsvarede Tallinn mod fjender. Flere steder langs murene vil du støde på gamle forsvarstårne med navne som Jomfru-tårnet, Nunna-tårnet, Epping-tårnet og Hellemann-tårnet.

 

4) Tallins botaniske have ligger ikke langt fra TV-tårnet, så det er oplagt at kombinere de to. Haven ligger smukt ned til Pirita-floden og byder blandt andet på en rosenhave, en stenhave samt et stort drivhus med eksotiske planter. Med sine 123 hektarer er den botaniske have et af Tallinns største og mest populære grønne åndehuller, og alt fra familier på udflugt til unge par på date kommer for at nyde de smukke omgivelser. Haven ligger for øvrigt på det stykke land, der oprindeligt var ejet af Estlands første præsident.

 

5) The Estonian Maritime Museum er et godt sted at dykke ned i landets rige søfartshistorie. Hovedmuseet ligger i det 500 år gamle Fat Margaret-tårn i den gamle bydel, men i 2012 blev en del af udstillingen flyttet ud til den gamle havn for vandflyvere. Der er ca. 20 minutters gang mellem de to afdelinger, hvor du blandt andet kan se en original ubåd fra 1930erne, en dampdrevet isbryder, masser af kanoner, vandflyvere og meget mere.

 

6) Helt andre oplevelser venter på byens lille KGB-museum. Her kan du lære om Ruslands efterretningstjeneste og høre om nogle af de måder, de arbejdede på under den kolde krig. Du kan blandt andet se overvågningsudstyr samt få historierne om, hvordan de udspionerede udenlandske gæster på Viru Hotel, hvor museet ligger.

 

7) Foretrækker du en mere fredelig tid, byder Estonian Open Air Museum på en tidsrejse tilbage til 1700- og 1800-tallets Estland. Det store udendørs museum huser 72 historiske bygninger. Deriblandt en kirke, værtshuse, skoler, en brandstation og et væld af andre bygninger, der giver et billede af livet på disse kanter for flere hundrede år siden.

 

8) Går interessen mere I retning af det moderne Estland, er det værd at besøge Telliskivi Creative City. Dette tidligere industrielle område er i dag lavet om til en kreativ bydel med gallerier, butikker, gadekunst, små virksomheder og spændende restauranter. Det er også her, du finder unikke udstillinger, og på de små teatre opføres kreative stykker af unge kunstnere. Trænger du til en pause, serverer La Muu hjemmelavet is i stærkt vanedannede smagsvarianter. Trækker kaffe mere, behøver du ikke lede længe efter en god café.

 

9) Et andet spændende sted at gå på opdagelse er det store indendørs marked Balti Jaam Market. Her faldbydes alt fra lokale grønsager til tøj og kunsthåndværk i de mange små boder.

 

10) Har du en interesse for kirkearkitektur, er der nok at tage fat på i Tallinn. T. Alexander Nevsky Katedralen er et absolut højdepunkt. Men det er også værd at kigge indenfor i kirker som St. Nicholas, St. Mary og St. Olaf.

Se alle vores artikler om Europa