Tre tips til Tokyo
Blinkende neonskilte, futuristiske højhuse og masser af mennesker. Innovativ teknologi, farverige ungdomskulturer og shopping i verdensklasse. Billederne af det moderne Tokyo er mange.
Men verdens største by har også en anden og mere traditionel side. I Tokyos smukke templer kommer unge som gamle for at ofre til Buddha og shinto-guderne, og i de mindre sidegader ligger små, familieejede spisesteder, hvor tiden synes at stå stille.
Således er Tokyo en by fuld af kontraster. Det er en by, der bliver ved med at overraske og forundre. På vores store rejse til Japan har vi adskillige dage i Tokyo, så vi oplever byens mange sider. Både de moderne, de traditionelle og de overraskende. For de er alle med til at gøre Tokyo til den unikke by, den er.
Her har vi samlet 3 af de bedste oplevelser i Tokyo. Men byen har meget mere at byde på.
1. Det buddhistiske tempel Senso-ji
Tokyos ældste og vigtigste buddhistiske tempel ligger som en oase af traditionel japansk kultur i midten af den hyggelige bydel Asakusa. Helligdommen kan føre sin historie tilbage til år 628, da lokale fiskere fandt en statue af den buddhistiske gudinde for barmhjertighed i floden og grundlagde det første tempel på stedet for at huse statuen. De nuværende tempelbygninger stammer dog fra efter Anden Verdenskrig. Men de syder af liv dagen igennem, når pilgrimme kommer for at ofre i templet, tænde røgelsespinde og købe spådomme.
En smal gyde flankeret af boder fører op til templet, og her kan man købe alt fra souvenirs og håndværk til friskbagte småkager. Det er også værd at kigge sig lidt om i haven på venstre side af hovedbygningen, hvor der er flere små helligdomme. Er man så heldig, at der er åbent ind til den lille japanske have Dembo-in, der ligger vest for den høje pagode, er den i høj grad et besøg værd. Her hersker der en vidunderlig ro mellem de traditionelle bygninger og sirligt anlagte stier designet af have-mesteren Kobori Enshu. Haven er kun åben for offentligheden ved særlige lejligheder. Adgang er gennem det lille museum.
2. Udsigten fra tårnet Tokyo Skytree
Tokyos enorme udstrækning fornemmes bedst fra oven. Den mest komplette udsigt fås fra Tokyo Skytree, der med sine 634 meter er verdens højeste fritstående tårn. Fra udsigtsplatformene, som er 350 og 450 meter over jorden, har man en fantastisk udsigt over byens skyskrabere og forstadskvarterer, der strækker sig i det uendelige i alle retninger. På en klar dag kan man endda se Mount Fuji herfra. Men det kræver stort held, da det ikoniske bjerg på langt de fleste dage er skjult af skyer og dis. Mere sandsynligt er det at få øje på Tokyo Tower, der er en orange kopi af Eiffeltårnet.
Det er ikke kun udsigten fra tårnet, der er spændende. Det er tårnet også i sig selv. Man skelede til traditionel japansk pagode-design, da man skulle tegne tårnet. Det har medført et slankt design, der samtidig er meget jordskælvssikret. I bunden af tårnet ligger et stort restaurant- og shoppingkompleks.
Vi oplever naturligvis Tokyo Skytree og udsigten over byen på vores rejser til Tokyo.
3. Lyse nætter badet i neon i Shinjuka og Shibuya
Et af de mest ikoniske billeder af Tokyo er fodgængerfeltet ved Shibuya Crossing, hvor tusindvis af mennesker strømmer ind og ud mellem hinanden badet i det farvestrålende skær fra blinkende neonlys. For mange er gadekrydset indbegrebet af Tokyo, og det er her, man oplever den moderne, japanske kultur for fuld udblæsning. Det er et fantastisk sted. Uden tvivl. Især på travle aftener, når lokale fra nær og fjern strømmer til for at nyde stemningen, shoppe og spise på de utallige restauranter i sidegaderne.
Også området Shinjuku, en kort togtur nord for Shibuya, ligger badet i neonlys. Det er Tokyos mest populære forlystelsesområde, og gaderne omkring stationen bugner af restauranter, natklubber, spillesteder, caféer – og naturligvis masser af karaoke-barer. Shinjuku er et stort område, men det mest fotogene område er distriktet Kabukicho. Her er der masser af neonlys i de små gader, og når du ser hovedet af en kæmpe Godzilla-statue kigge henover en af bygningerne, er du på rette sted.
Men først skal man lige finde ud af togstationen. Det kan godt være sin sag, for Shinjuku Station er verdens travleste togstation med 3,6 millioner daglige passagerer og ca. 200 udgange. Det er her, personalet nogle gange står og presser folk ind i togvognene i myldretiden. Naturligvis på en høflig måde og med hvide handsker på. Det er jo Japan.
Shibuya og Shinjuku er de mest berømte neon-distrikter i Tokyo. Men området Akihabara er et andet godt og mindre besøgt alternativ. Området er især kendt for elektronikbutikker, manga-tegneserier og Tokyos til tider lidt spøjse ungdomskultur.
Se kirsebærtræerne blomstre
Tokyo er spændende på alle tider af året, og de tre ovennævnte højdepunkter kan opleves hele året. Men særlig smuk er Tokyo i slutningen af marts og starten af april, når kirsebærtræerne blomstrer. Så det syntes vi, at vi var nødt til at have med i vores miniguide. Denne sæson er i Japan kendt som Sakura, og mange japanere fejrer det første tegn på forår med picnic i parkerne sammen med familien, venner og kollegaer.
Der er mange gode steder at opleve kirsebærtræerne i Tokyo. Men det mest berømte sted er nok Ueno Park, der forvandles til en tunnel af orange blomster. Der er sort af mennesker i parken i disse uger, men folkelivet er en stor del af oplevelsen.
Andre gode steder er langs Sumida-floden en kort gåtur øst for Senso-ji templet. Eller langs voldgraven rundt om kejserpaladset. Den store park Shinjuku Gyoen i Shinjuku har også mange flotte kirsebærtræer. Det samme har Meguro-floden i bydelen Meguro lidt udenfor centrum, hvor kirsebærtræer står tæt langs en lille kanal.
Så der er rig mulighed for at opleve Tokyo klædt i lyserødt og hvidt, hvis man er i byen i slutningen af marts eller starten af april. Det præcise tidspunkt svinger lidt år for år. Men heldigvis er Tokyo også spændende på alle andre tidspunkter af året.
Rejselederne på vores rejser til Japan kender Tokyo særdeles godt, og de sørger naturligvis for, at du får det fulde udbytte af den unikke storby med Viktors Farmor.