Gudiks Picos de Europa
Tag med på en vandreferie med afsondrede landsbyer og tapas-tur i Bilbao.
Der står en flok danskere med tegnebogen fremme og spørger undrende:
- Jamen, skal vi ikke betale?
Nej, det skal de ikke, insisterer værten. Han har lige trakteret med et glas vin, og der er skænket med rund hånd. Men det er på huset. Penge vil han ikke tage imod.
Vi er på vandreferie i det nordlige Spanien, og rejseleder Gudik Holm Plews har flere gange haft denne oplevelse. Ruten går ad ukendte stier i det nordlige Spanien, i det spektakulære Picos de Europa, og gæstfriheden er usædvanlig stor.
De takkede, sprækkede, skrævende bjerge Picos de Europa er en af Europas velbevarede hemmeligheder. En teori om navnet er, at når man kom sejlende fra Det Ny Amerika, så var de forrevne klippetoppe den første landkending, man fik af Europa. Under alle omstændigheder er det i dag et område, der kendes på sin natur, sine gamle bjergbyer, et fremragende køkken, den rene luft – og stilheden.
Den perfekte blanding
Gudik Holm Plews, medejer af Viktors Farmor, har selv udviklet vandreferien i samarbejde med et lokalt bureau, og for Gudik er det blevet en perfekt blanding af vandring og kultur.
- Vi har 4 vandredage, hvor den faste guide Manu fører os gennem flotte, pastorale landskaber. Vi når frem til afsides bjergbyer, langt fra det Europa vi kender. Vi møder ikke mange mennesker, men har næsten naturen for os selv. Og Manus begejstring smitter, som når han spotter en gåsegrib, eller måske en lammegrib.
Han nævner Bulnes som et eksempel på en af de landsbyer, vi oplever. Det var en af Spaniens mest afsondrede byer - indtil for få år siden, hvor man byggede en tunnelbane, som i dag er byens livsnerve. Der går stadig ingen veje til byen, og det kommer der sandsynligvis aldrig til, da den ligger i ganske uvejsomt terræn. Men smukkere beliggenhed findes næppe.
Bulnes er delt i to, en nedre og øvre del, og her er ikke så meget andet et lave end at nyde nærheden af naturen, ko-klokkernes bimlen og åens rislen. Byen er smukt vedligeholdt, og de gamle stenhuse giver en unik stemning af at være lang væk fra den moderne verden.
En anden by, der altid byder på uventede oplevelser, er Posada de Valdeon. Her bor vi på Casa Begoña, som i virkeligheden er en pension, der er spredt over flere af byens huse.
- Så får vi nøgler udleveret og går rundt og indkvarterer os i de forskellige huse. Værten er karismatisk, ja, fyldt med humor. Jeg har set ham smide med tallerkener. Altså på den sjove måde. Man kommer uvilkårligt til at tænke på ”Halløj på badehotellet”, fortæller Gudik.
Den berømte Ruta del Cares
Toppen af vandringerne er dagen på Ruta del Cares. Det er én af Spaniens smukkeste og mest berømte vandreruter. Stien er bred og forholdsvis flad og bjergene, som omgiver ruten, er betagende. Des nærmere man kommer endestationen, jo tættere slutter de stejle klippesider sig om stien og Cares-floden, som man faktisk godt kan lave en lille afstikker ned til og nappe en forfriskende dukkert.
Egnen, vi vandrer i, er kendt for sine oste, og i byen Sotres runder vi en dag af med at besøge et af områdets bedste mejerier. Det er ikke et mejeri fyldt med rustfrit stål: Osten lagres nemlig i en gammel stenhytte, som udefra ligner et gammelt ly for bjerghyrder.
Osten fragtes herop i rygsæk eller på hesteryg og udvikler sig me-e-e-get langsomt i den kolde og fugtige hytte. Her smager vi osten i autentiske rammer, som får osten til at smages endnu bedre, og da vi nu befinder os i regionen Asturien, er det selvfølgelig inklusiv et glas sidra. Det er nærmest obligatorisk i denne region.
Bilbao og pinchos-tur
- Til sidst et par ord om Bilbao, siger Gudik.
- Byen er en meget spændende by, som lever ufortjent i skyggen af nabobyen San Sebastian, der får megen omtale på grund af sine Michelin-restauranter. Bilbao har sit Guggenheim-museum, og er i det hele taget levende, blandt andet i kraft af et storstilet kampagne, der ændrede byens image som industriby. Borgmesteren gennem 4 valg blev en overgang kåret som verdens bedste borgmester.
Bilbao er kendt for sine delikate tapas, og vi har indlagt en pinchos-tur i programmet: En gourmet-guide viser rundt i den gamle bys kringlede gader. Vi stopper på nogle pinchos-barer, hvor vi får præsenteret en pincho (tapas) og et medfølgende glas vin. Samtidig øser guiden ud af sin viden om Bilbao, om hvorfor gastronomi er så vigtig for baskerne - og om hvordan denne særegne kultur blev skabt. En spændende, anderledes og helt unik måde at begynde en spændende, anderledes og unik vandreferie på.