Hvor Brødrene Grimm møder Hobbitrup

Det samme gælder osten. Og så er brødet i øvrigt hjemmebagt. Og æggene hjemmelagte.

Sådan er det bare i Maramures. Et lille hjørne af Rumænien, klemt op mod grænsen til Ukraine. Maramures er en krydsning mellem Brødrene Grimms eventyr og Tolkiens Hobbitrup: Grønne græs-enge med høstakke klattet ud, opstammede bønne-ranker og kålhoveder så store som badebolde.

På vejene kører hestetrukne fladvogne med hø, som er fældet med le og siden læsset med høtyv. Og ved siden af dem kører nye Audi, hvilket minder os om, at vi altså befinder os i det 21. århundrede. Ellers kunne man godt have brug for at knibe sig i armen for ikke at tro, man var sendt tilbage til 1800-tallet.

Maramures har altid været ret isoleret på grund af Karpater-bjergene. Og det har smittet af på beboerne. De er selvstændige og holder fast i traditioner. De udstrakte skove var basis for økonomien, derfor blev træ et symbol på uforgængelighed og tradition, og den dag i dag er Maramures kendt for sine trækirker, og for sine indgangsportaler af udskåret træ til private hjem.

Selv under kommunismen overlevede traditionerne. Mange fik lov til at beholde deres små jordlodder, hvis de altså ikke gjorde sig ud-til-bens. Jordlodderne er nemlig så små, og ligger ofte på skråninger, at myndighederne opgav tankerne om intensivt landbrug. Andre steder i Rumænien blev landbruget ellers lagt om til stordrift.

Carmens Maramures

På rejsen ”Carmens Maramures” får man dette kontrastfyldte område helt ind under huden. Carmen Vele er dansktalende rumæner, og hun kender sit land som sin egen bukselomme. Derfor bor vi ikke på anonymt hotel på rejsen. Vi bor på pensioner, hvor vi kommer til at kende familien bag. Og standarden er fuldt på højde med hoteller.

Vi kommer også steder, ingen andre turister finder hen til. Eksempelvis snedkeren med verdens mindste værksted, hvor han laver de mest utrolige mesterværker. Eller familien, der på 3. generation driver en vandmølle og serverer en udsøgt frokost med hjemmelavet vin og snaps som ledsager til den hjemmelavede mad.

Eller den kvindelige folkesanger, der har lavet sit fødehjem om til museum. Eller familien fra det ungarske mindretal, der sætter os ind i ungarske traditioner. Eller alderdomshjemmet, der giver os indtryk af, hvordan man tager sig af ældre mennesker i Rumænien, og oven i købet inviterer os til frokost.

En særlig oplevelse er ”Den Muntre Kirkegaard”, hvor gravene pyntes af et trækors, skåret i eg. De er malet i en særlig blå farve og pyntet med malede fremstillinger af afdøde. Vedkommendes liv oprulles også for os, og ofte med humor. For eksempel den unge mand, der kørte sig selv ihjel. På hans kors står: ”Kære mor og far. I sagde til mig, at jeg ikke måtte køre stærkt. Men jeg lyttede ikke. Nu ved jeg, I havde ret”.

Den Muntre Kirkegaard er derfor en anden vinkel på det uundgåelige. Her er døden ikke en tragedie, men et bindeled mellem livet og dét at komme ud af livet. Kirken, der ligger midt på kirkegaarden, er et sammensurium af stilarter. Derfor passer den perfekt til den ramme, den er sat i.

I det hele taget ser vi bygninger, der atter leder tankerne hen på gamle eventyr. For eksempel klostret Sapânta Peri, der ligger næsten på grænsen til Ukraine. Her findes landets højeste spir, 74 meter, belagt med små fyrretræsplader i 4 lag. Resultatet er imponerende. Det er også trappen, der er skåret ud af én eneste egetræsstamme.

Der er helpension på rejsen, og man spiser god og solid bondemad i Maramures. Og så er der en anden ting, man lige så godt kan indstille sig på: Tujka. Den lokale snaps, lavet på blommer eller æbler, kaldes i Rumænien for tujka. Den serveres overalt. Især for gæster. Derfor får vi stukket små glas op i næsen til både frokoster og middage i Maramures. Det hører sig til. Og så siger vi ”Norog” og skåler med værterne.

Snapsen er i øvrigt altid hjemmelavet. Sådan er det nemlig i Maramures.

Se alle vores artikler om Balkan