De gamle preussere
Fra godmodige ravsamlere til tysk herrefolk
Preusserne forbindes ofte med Jernkansleren Bismarck og de pikkel-hjelmede tyskere, som påførte os det forsmædelige nederlag i 1864. Men de gamle preussere var i virkeligheden et godmodigt baltisk folk, som samlede rav ved kysten af Østersøen i det nuværende Øst-Polen og den senere russiske enklave Kaliningrad.
Og havde det ikke været for dem, havde de nuværende letter og litauere ikke eksisteret. Det skriver den lettiske historiker Afris Dzenis, der har studeret det gamle Østpreussen og kommer med et helt nyt syn på preusserne.
I dag er disse gamle østpreussere og deres sprog forsvundet. Nedkæmpet af tyske korsriddere og senere næsten udslettet af pesten. Men i dag har de lettiske og litauiske folk faktisk mere end nogen andre det gamle preussiske folk at takke for deres eksistens, skriver Afris Dzenis.
Netop fordi de kom til at udgøre er bolværk mod både tyskere, tjekker og polakker, der siden Middelalderen begyndte at brede sig henover den nord- og østlige Østersøkyst. Ved indgangen til 1300-tallet var de sidste østpreussere forsvundet. De blev assimileret af tyske kolonister fra vest, slaviske polakker i det gamle Preussens hjerteland og så de to andre baltiske folk, letter og litauere fra øst.
Rav - Solens sten
De gamle preussere tilhørte den vestlige baltiske folkegruppe for ca. 5000 år siden. Og altså den samme stamme som de nuværende letter og litauere. På Viktors Farmors rejser til henholdsvis Polen/Østpreussen, Kaliningrad samt de tre baltiske lande kan man opleve rester af denne kultur.
Preusserne samlede rav ved stranden, som de kaldte for solens sten. Først og fremmest brugte de rav som hellige symboler uden at kere sig om dets handelsmæssige værdi. Men ravet fandt hurtigt vej til det fremadstormende mægtige Romerrige i syd og blev her kendt som Nordens guld og blandt andet brugt i udsmykningen af gladiatorernes sværd.
De gamle preussere blev i modsætning til de senere efterkommere som Jernkansleren Bismarck og den preussiske ministerpræsident og Hitlers næstkommanderende Herman Göring, anset for at være et fredselskende folk, der gerne hjalp skibsbrudne sømænd fra forlis eller piratangreb.
De kaldte deres gud for Devis - “Dievs” på lettisk og ”Dievas” på litauisk og så solen som hellig og det daglige bevis på gudens eksistens. De bad ikke direkte til ham men gennem hans tre sønner – Patrimps, Parkuns og Patolls, som havde fået autoritet til at herske over jorden.
Plyndret af danske vikinger
Det gamle preussiske land var beskyttet af skove og store vådområder og sumpe mod angreb fra syd og vest. Men det var ikke muligt at stille noget op mod angreb fra nord ved de Østersøvendte kyster og dermed de svenske og danske vikinger, der kom i deres på den tid meget avancerede skibe for både at handle og plyndre.
Vikingegrave i det nuværende Kaliningrad tyder også på, at nogle vikinger bosatte sig her i en periode. Krøniker fra 1100-tallet beretter om flere danske vikingeangreb på området. Men vikingerne truede ikke de gamle preusseres eksistens som folk. Vikingerne var ikke interesserede I at kolonisere – men blot plyndre og handle.
Hellig krig mod preusserne
I 1218 erklærede paven i Rom hellig krig mod preusserne, der bl.a. medførte at korsfarere fra hele Europa strømmede til området. Først og fremmest den såkaldte Tyske Orden invaderede området for at omvende de hedenske baltere til kristendommen. Korsridderne var blevet arbejdsløse og smidt ud af Palæstina efter de mislykkede korstog her.
Ridderne fik løfte om betaling i form af landbesiddelser og de gamle preussiske landområder blev givet til Ordenens riddere med ret til at undertvinge de lokale indbyggere. Ridderne byggede flere store borge med Malbork – i det nuværende Polen – som hovedkvarter. Denne borg er i dag den største borg i verden og besøges på Viktors Farmors rejse til Østpreussen. Den er på UNESCOs Verdensarvsliste og kaldes også Marienburg efter Jomfru Maria.
Fra borgen kunne korsridderne angribe og destruere de omkringliggende landsbyer og landområder for at tvinge preusserne til at konvertere til kristendom og underkaste sig Ordenen. I 1282 var hele det gamle Østpreussen erobret af ridderne. Der var et sidste oprør i 1295, men det førte ikke til noget.
Pesten tog livet af sproget
Efter deres nederlag flygtede de sidste østpreussere til det nuværende Litauen og Letland. Men eftersom de krigsødelagte områder skulle genopdyrkes begyndte man at kolonisere området med tyske immigranter.
Den tyske Ordens opgave var imidlertid at konvertere de tilbageværende preussere, men ikke udrydde deres oprindelige kultur, så der var ingen tvangsgermanisering, skriver Afris Dzenis.
I 1701 bredte kongeriget Preussen sig over det og østligste Østersøområde, og fik sin storhedstid i slutningen af 1800-tallet med Bismarck og Kejserriget Preussen. Preussen som sådan bestod helt frem til afslutningen af 2. Verdenskrig.
Det gamle østpreussiske sprog forsvandt i begyndelsen af 1700-tallet, efter at Den store Pest tog livet af de fleste ”rene” preussere. De sidste efterkommere talte herefter tysk eller litauisk/polsk. Men nu prøver litauiske sprogforskere at genskabe det gamle sprog.